Hvad kan man bruge en Sonoff TH10 og Sonoff TH16 til?
Sonoff TH10 & TH16
TH10 og TH16 er endnu et par smarte kontakter i sortimentet hos Sonoff, som vi her vil tage et kig på. Grundlæggende kan de det samme som andre Sonoff kontakter, men der er desuden mulighed for at tilslutte en ekstern sensor, og data fra denne kan TH10/16 så aflæse og benytte til f.eks. at tænde og slukke tilkoblede apparater ved foruddefinerede niveauer.
Navnet fortæller faktisk, hvad enheden kan: TH står for Temperature/Humidity (temperatur/luftfugtighed) og 10/16 viser hvilken belastning i Ampere, enheden kan håndtere.
Forskellen på de to modeller er til at overse. Funktionaliteten er identisk og de ligner hinanden på en prik. Kigger man på indmaden, benytter de forskellige relæer, og det er her, den eneste reelle forskel ligger. Relæet i TH10 kan nemlig håndtere en belastning på op til 10 Ampere (det samme som en Sonoff Basic), hvor relæet i TH16 kan håndtere op til 16 Ampere. Det svarer til en effekt på ca. 2200W for TH10 og 3500W for TH16.
For at sætte disse tal lidt i perspektiv, kan vi oplyse, at en moderne støvsuger ikke må overstige en effekt på 900W, og en moderne LED pære kommer sjældent over 10W. TH10 vil således i de fleste tilfælde kunne håndtere belastningen, men er man i tvivl, eller skal den sættes foran flere kraftige apparater, bør man overveje TH16 i stedet.
Hvordan bruges de?
Det er vigtigt, at den eksterne sensor er tilsluttet inden du sætter strøm til din enhed, da den foretager en indledende kalibrering ved opstart, og denne kan være misvisende og lede til forkerte målinger, hvis sensoren tilføjes efterfølgende.
TH10/TH16 føjes til eWeLink på samme måde som andre Sonoff enheder. Hvis du har problemer med at tilføje dem, kan du finde en guide til kompatibel tilstand her.
Når enheden er tilføjet eWeLink, kan den betjenes som en hvilken som helst anden Sonoff kontakt. Men man kan også indstille, at den skal tænde og slukke, når en bestemt temperatur eller luftfugtighed måles, ligesom man kan benytte de målte data til at interagere med andre tilsluttede Sonoff enheder. Det åbner således op for en række spændende usecases, hvor Sonoff kan være nyttig.
Vi anbefaler at benytte TH10/TH16 med disse sensorer:
- Sonoff SI7021 som er en temperatur- og fugtighedssensor.
- Sonoff DS18B20 som er en vandtæt temperatursensor.
Der findes andre kompatible sensorer, men præcision og kvalitet af disse kan variere. De to ovenstående er produceret af Sonoff, og vi kan derfor stå inde for, at de fungerer optimalt.
TH10/TH16 kan også flashes med custom firmware som Tasmota og ESPHome og derved opnå endnu mere funktionalitet og endnu bredere understøttelse af sensorer. Det er dog en avanceret proces og umiddelbart ikke anbefalet, med mindre man ved, hvad man har med at gøre. Ønsker man alligevel at gøre det, kan man findes guides til dette på nettet. Vi tager her udgangspunkt i standard firmware.
Eksempler på usecases med TH10/TH16 og SI7021:
Udsugning i fugtige rum:
Da SI7021 kan måle luftfugtigheden, er den oplagt at bruge i rum, hvor fugtigheden kan blive høj som f.eks. badeværelse, køkken eller bryggers. Man kan selvfølgelig købe dyr og avanceret udsugning, som kan klare dette problem, men det kan også løses med TH10/TH16 og en SI7021. Sensoren placeres hensigtsmæssigt i rummet, og udsugning kobles foran Sonoff enheden. Man indtaster så sin maks. og min. luftfugtighed i eWeLink, og udsugningen vil herefter tænde, når fugtigheden når maks. og slukke igen, når den rammer min.
Ventilation i sommervarmen:
SI7021 kan også måle temperatur, og dette kan udnyttes til at starte en ventilator i et rum, når det bliver for varmt og stoppe den igen, når rummet er tilpas kølet ned. Man placerer bare sin sensor et sted i rummet, hvor det giver mening at måle temperaturen, og indtaster derefter sin maks. og min. temperatur i eWeLink. Ventilatoren skal så kobles foran Sonoff enheden, og den vil herefter tænde når temperaturen kommer over maks. og slukke igen, når den kommer under min.
Eksempler på usecases med TH10/TH16 og DS18B20:
Temperatur i akvarie:
Akvarieejere ved, at temperaturen kan være kritisk for visse fisk. Vandet må hverken blive for varmt eller for koldt, og det kan DS18B20 hjælpe med at regulere, da den er vandtæt og derfor kan fungere nedsænket i vandet. Har man fisk, som kræver en temperatur på 24-26 grader, indtaster man blot dette temperatursæt i eWeLink, og kobler sit varmelegeme foran sin Sonoff. DS18B20 nedsænkes i akvariet, og den vil herefter monitorere temperaturen og bede Sonoff tænde for legemet, når temperaturen er under 24 grader, og slukke igen når temperaturen rammer 26 grader.
Ølbrygning:
Øl kan gære ved forskellige temperaturer. En overgæret øl gærer eksempelvis ved 18-24 grader, og en undergæret øl gærer ved 7-13 grader. Man kan købe avanceret (og dyr) temperaturstyring til sit hjemmebryggeri, men en billig og nem måde at både overvåge og justere temperaturen på, kunne være, at benytte en TH10/TH16 sammen med en DS18B20, som nedsænkes i kedlen, og så koble sin varme- eller køleenhed foran. Man kan så indstille sit ønskede temperatursæt i eWeLink, og f.eks. lade sin Sonoff tænde for varmen, når temperaturen kommer under 18 grader, og slukke for den igen, når temperaturen når 24 grader.
Der findes et hav af andre situationer, hvor overvågning og kontrol af temperatur og luftfugtighed kan give mening. Ovenstående var blot et par eksempler. Sonoff tilbyder med TH10/TH16 en billig og brugervenlig mulighed for at komme i gang. God fornøjelse!