300 dages returret
DAG-TIL-DAG LEVERING
FRI FRAGT FRA 500 KR
300.000 DANSKERE BRUGER OS

Geocaching regler: Find og placer en geocache

Geocaching er en spændende aktivitet, der kombinerer udendørs eventyr med skattejagt. For at gøre oplevelsen fornøjelig for alle, er der visse regler og retningslinjer, man skal følge, når man finder og placerer geocacher.

Kom helt up to date på din geocaching etikette.

Find en Geocache

At finde en geocache kan være en sjov og udfordrende oplevelse. Følg disse grundlæggende trin:

  • Registrer dig på geocaching hjemmesiden: Du skal oprette en konto på geocaching hjemmesiden Geocaching.com for at få adgang til geocache-koordinater.

  • Find en geocache nær dig: Brug hjemmesiden eller en geocaching-app til at finde geocacher i dit område. Der er ofte mange cacher tættere på, end du tror.

  • Brug GPS eller en smartphone: Indtast koordinaterne i din GPS-enhed eller se dem i app'en på din smartphone for at navigere til geocachen.

  • Vær diskret: Når du nærmer dig cache-stedet, så vær opmærksom på omgivelserne og prøv at undgå at tiltrække opmærksomhed. Ikke-geocachere, kendt som "mugglere," bør ikke opdage cachen.

  • Find cachen: Cachen kan være godt skjult, så vær opmærksom på små detaljer. Kig efter steder, hvor en lille beholder kan gemmes, som i træer, magnetisk på noget metal eller andre steder - der er tit en ledetråd på cache-siden.

  • Log dit fund: Når du har fundet cachen, skriv dit navn og dato i logbogen, som er inde i cachen. Derefter kan du logge dit fund på geocaching-hjemmesiden eller direkte i app'en.

Placer en Geocache

At placere din egen geocache kan være en fantastisk måde at bidrage til fællesskabet. Her er nogle vigtige punkter at huske:

  • Vælg et godt sted: Find et sted, der er interessant og tilgængeligt, men alligevel ikke for åbenlyst. Overvej sikkerheden og sørg for, at cachen ikke skader miljøet.

  • Få tilladelse: Hvis du planlægger at placere cachen på privat ejendom eller i et område med restriktioner, skal du få tilladelse fra ejeren eller myndighederne.

  • Brug en holdbar beholder: Vælg en vandtæt og robust beholder, der kan modstå elementerne. Forseglingsbeholdere, som dem brugt til madopbevaring, fungerer ofte godt, hvis der er plads. Ellers er de mest brugte beholdere kaldet bison og petling.

  • Inkluder en logbog: Sørg for at inkludere en logbog, hvor findere kan skrive deres navne og datoer for deres fund. Logbogen skal være beskyttet mod fugt.

  • Skjul cachen godt: Placér cachen, så den er godt skjult, men ikke umulig at finde. Brug naturlige skjulesteder som huler i træer eller under sten, hvis det er i naturen, og i byen er der mange magnetiske gemmesteder.

  • Angiv nøjagtige koordinater: Brug en GPS-enhed eller Google Earth til præcist at bestemme cache-koordinaterne og upload disse til geocaching-hjemmesiden.

  • Skriv en beskrivelse: Lav en klar og interessant beskrivelse af cachen, herunder eventuelle ledetråde og særlige instruktioner. Dette hjælper findere med at vide, hvad de kan forvente.

Respekt for naturen

Geocaching handler om at nyde naturen, så det er vigtigt at beskytte den:

  • Efterlad ingen spor: Efterlad området som du fandt det. Tag alt affald med dig.
  • Respekt for dyreliv: Forstyr ikke dyrelivet eller deres levesteder. Placér ikke cacher i områder, hvor de kan skade planter eller dyr.

Respekt for andre

Geocaching er en social aktivitet, og det er vigtigt at vise hensyn til andre:

  • Forstyr ikke folk: Placér ikke cacher på steder, der kan forstyrre folks privatliv, som i private haver eller for tæt på hjem.
  • Kommuniker med ejere: Hvis du finder en beskadiget eller manglende cache, kontakt cache-ejeren via geocaching-hjemmesiden.

Specifikke typer af geocacher

Traditionelle geocacher
Den mest almindelige type geocache. Den indeholder en beholder og en logbog, og koordinaterne fører direkte til den.

Multi-cacher
Disse kræver, at du besøger flere steder, hvor hvert sted giver dig en ledetråd til næste placering, indtil du når slutcachen.

Mystery eller Unknown cacher
Denne type kræver, at du løser en opgave, lægger et puslespil online eller noget helt tredje for at finde de korrekte koordinater. Der findes rigtig mange forskellige opgaver blandt mystery cacher, og der er mange forskellige sværhedsgrader - start gerne med dem, der har 1 eller 2 stjerner i sværhedsgrad.

Earth cacher
Earth cacher er en speciel type cache, hvor du kan lære noget om geologi og vores allesammens Jordklode. Du skal ikke finde en fysisk cache men i stedet finde svar på nogle spørgsmål, som ejeren har givet på cachesiden. Svarene sendes så til ejeren på mail eller via beskedsystemet på geocaching.com eller i app'en.

Virtuel cache
Som navnet antyder skal du heller ikke ved denne type cache finde en fysisk beholder. I stedet skal du som oftest tage et billede af dig selv eller noget med dit cacher-navn på sammen med et mindesmærke, et vartegn eller noget andet interessant, som ejeren har valgt.
Oprindeligt blev typen opfundet for at kunne oprette cacher på steder, hvor en fysisk beholder ikke var mulig eller hensigtsmæssig, men da mange virtuelle cacher ikke levede op til retningslinjerne, blev muligheden for at oprette nye virtuelle cacher stoppet af hovedkvarteret for Geocaching i Seattle. Sidenhen har der været flere omgange, hvor HQ i Seattle har givet mulighed for at oprette virtuelle cacher til udvalgte geocachere, så der er igen begyndt at komme nye virtuelle cacher.

Letterbox cache
En letterbox cache er en fysisk beholder, der skal indeholde et stempel, som du kan bruge til at stemple din egen personlige logbog.
Traditionelt skal du finde en letterbox cache ved at følge en beskrivelse af ruten ud fra et startpunkt angivet med GPS koordinater. I dag ligger cachen dog ofte bare på koordinaterne.

Wherigo cache
Wherigo er en ekstra app, som du skal have installeret på din smartphone eller en GPS modtager med Wherigo indbygget. For at finde cachen skal du så downloade en såkaldt cartridge, der kan være en guidet tur med indbyggede spørgsmål eller et spil, der i sidste ende bringer dig frem til cachebeholderen.

Webcam cache
Webcam cacher er desværre en uddøende type, da der ikke kommer nye til, fordi der er for mange problematikker omkring privatliv. Der er ikke nogen fysisk cache forbundet med en webcam cache, da du i stedet skal indfange et billede taget af et web-kamera på stedet med din smartphone eller en computer.

Event cache
Dette er den sociale del af geocaching, hvor geocachere mødes og afholder et event. Alle kan oprette et event, som så bliver afholdt på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt, og alle, som deltager, kan logge dette event og dermed få et fund mere. Events kan være alt fra at mødes med få andre og udveklse erfaringer til store Mega og Giga events, hvor flere hundrede geocachere møder op og kan deltage i forskellige aktiviteter. Mangler du nogen at cache med, er events en god måde at møde ligesindende, som også elsker at geocache.

Adventure Lab cacher
Lab cacher var oprindeligt nogle midlertidige cacher, der blev oprettet i forbindelse med Mega og Giga events. Siden er der kommet en decideret app til Adventure Lab cacher, som du skal downloade til din smartphone, og så kan du blive ført rundt til typisk fem forskellige steder, hvor du skal svare på et spørgsmål hvert sted. Hvert korrekt besvaret spørgsmål udløser et "fund" til statistikken. Ligesom med de virtuelle cacher bliver der med mellemrum uddelt mulighed for at oprette en Adventure Lab cache serie fra Geocaching HQ, så du kan ikke bare oprette en.

Natcacher
Natcacher er egentlig ikke en særskilt cachetype, men de er lidt specielle og omtales ofte for sig selv, så vi tager dem alligevel med her. Som navnet fortæller, er disse cacher beregnet til at blive taget om natten, da du gerne skal guides frem til cachen ved at finde reflekser og/eller UV lys med en lommelygte eller en UV lommelygte. Selve cachen vil så være en af de ovenfor nævnte typer.

Brug af teknologi i geocaching

GPS-enheder
En god GPS-enhed kan være meget nyttig til præcist at finde og placere geocacher.
De fleste moderne enheder har detaljerede kort og avancerede navigationsfunktioner.

Apps
Der findes mange geocaching-apps til smartphones, som gør det nemt at finde og logge geocacher.
Nogle populære apps inkluderer:

  • Geocaching® by Groundspeak Inc.: En omfattende app med adgang til millioner af geocacher verden over. Den originale og officielle geocaching app.
  • c:geo: En open source-app med mange avancerede funktioner for erfarne geocachere.
  • Cachly: Den mest udbredte app til iPhones med mange gode funktioner, du ikke finder i den officielle app.
  • Geooh GO: Avanceret app til Android, der tilbyder mange ekstra funktioner.
  • GCTools: En samling af værktøjer til løsning af geocaching-relaterede opgaver.

Sikkerhed og forberedelse

Planlægning af turen

Forberedelse er nøglen til en sikker og fornøjelig geocaching-oplevelse:

  • Tjek vejret: Sørg for at være forberedt på de aktuelle vejrforhold. Klæd dig passende og medbring nødvendige forsyninger.

  • Medbring en førstehjælpskasse: En lille førstehjælpskasse kan være nyttig i tilfælde af mindre skader.

  • Informér nogen om din plan: Fortæl en ven eller et familiemedlem, hvor du går hen og hvornår du forventer at være tilbage.

Sikkerhedsforanstaltninger

Under geocaching er det vigtigt at tage sikkerhedsforanstaltninger:

  • Vær opmærksom på omgivelserne: Hold øje med farer som ujævnt terræn, vilde dyr eller giftige planter.
  • Vær ikke alene: Det er altid en god idé at geocache med en ven, især i fjerntliggende områder.

Geocaching for børn og familier

Geocaching er en fremragende aktivitet for familier og kan lære børn om naturen og navigation:

  • Vælg enkle cacher: Start med lette og tilgængelige cacher, der ikke kræver lang vandring eller klatring.

  • Involvér børnene: Lad børnene være med til at navigere og finde cachen. Det kan gøre oplevelsen mere spændende og lærerig.

  • Lav skatte: Fylder du dine egne cacher med småt legetøj og andre sjove genstande, vil børn (og barnlige sjæle) finde stor glæde i at bytte de små ting. Husk at bytte fair: Byt ud med noget af samme værdi, som det du tager.

Skabelse af temacacher

For at gøre geocaching endnu mere spændende, kan du lave temabaserede cacher:

  • Historiske temaer: Lav cacher baseret på lokale historiske begivenheder eller steder.
  • Spil, film og TV-serier: Opret cacher omkring populære spil, film og TV-serier, som du selv holder af, og som kan bringe andre glæde.
  • Aktuelle emner: Sæt fokus på natur, klima, affald eller noget helt fjerde ved at oprette cacher med et tema, som du gerne vil gøre opmærksom på.
  • Geografiske områder: Vandreruter, naturområder og nye bydele kan også med fordel bindes sammen og opleves i forbindelse med tematiske cacher.