Spørgsmål og svar
Hvad er en geocoin eller geocaching coin?
En geocoin eller geocaching coin er oprindeligt en mønt, der skulle rejse rundt fra cache til cache ligesom en Travel Bug (TB). Den har en unik kode, som gør det muligt for geocachere at følge dens rejse mellem cacher og til events.
Geocoins er ofte meget flot udført i forskellige metaller, og de har derfor en uheldig vane med at forsvinde, hvis de bliver sendt afsted på tur af ejeren, og derfor er det nu mere almindeligt, at geocoins optræder som samleobjekter for geocachere. Coins bliver ofte vist frem ved events, hvor geocachere samles, og det er oftest her, man kan støde på dem.
Geocoins kommer i mange tusinde forskellige udformninger, og der findes således geocoins, som omhandler alle tænkelige facetter af geocaching og alle mulige andre emner og begivenheder.
Geocaching hovedkvarteret i Seattle producerer mange geocoins, der akkompagnerer deres forskellige promoveringskampagner, der kører i løbet af året. Der findes også geocoins til at markere, at en geocacher har fundet 500, 1000 eller 5000 geocacher, og ved Mega og Giga events bliver der også tit produceret geocoins, der både hjælper med at finansiere eventet og fungerer som et minde for dagen.
Lokale turistforeninger kan også indgå i samarbejde med Geocaching HQ og lave en tur for turister i deres område, som guides rundt ud fra specielt kreerede cacher, og her kan belønningen for at gennemføre turen godt være en geocoin.
Geocoins kommer som nævnt i mange udformninger, og de er også blevet brugt til at udbrede kendskabet til forskellige foreninger og sygdomme, så de kan nærmest bruges til alt mellem himmel og jord.
En geocoin er ikke en bytteting (swag), som man må beholde, hvis man en sjælden gang i mellem finder en i en cache, men man må meget gerne tage den med og hjælpe den videre på dens prædestinerede rejse.
Alle geocoins har deres egen side på geocaching.com, hvor ejeren kan følge dens rejse, hvis de alligevel har været modige nok til at sende den på tur, og hvis du har været så heldig at finde en geocoin, kan du - ved hjælp af den påtrykte kode - også se, hvor den har været, og hvad dens mission er og på den måde selv være en aktiv del af dens rejse.